Sommeren 2019 – fundamentet lægges
Sommeren 2019 blev en skillelinje i Rasmus’ unge karriere. Han var stadig først og fremmest mangekampsatlet — en af Danmarks tre bedste i sin årgang — og han trænede med det samme kompromisløse fokus, der havde bragt ham til U20-landsholdet i atletik og til de nordiske mesterskaber i 110 meter hæk. Men bag sommerens træningspas lå noget nyt og voksende: drømmen om Ungdoms-OL. Rasmus tog flere gange til Winterberg for at træne skeletonstarten sammen med Bernhard Lehmann. Bernhard forblev den faste hånd på ryggen, den rolige stemme, der både kunne skærpe teknikken og styrke selvtilliden.
Starttræningen gik fremad, men ikke så hurtigt som forventet af en atlet med Rasmus’ fysiske niveau. Det lærte ham en af skeletonsportens vigtigste sandheder. Det tager lang tid at lære lære startteknikken. På dette tidspunkt fandtes intet officielt samarbejde med Tyskland. Der var kun familien, Bernhard — og Rasmus’ egen beslutning om, at han ville gøre forsøget. Og mens han kæmpede med startsprint, pigge, timing og millisekunder, begyndte noget andet at ulme: Nannas spirende drøm. Hun så alt, og langsomt begyndte hun at tænke: “Hvis Rasmus kan… måske kan jeg også.”
Fire kvalifikationsløb – hvor modenhed bliver skabt
For at kvalificere sig til Ungdoms-OL skulle Rasmus køre fire løb fordelt på to baner. Lillehammer — hvor han året før havde kæmpet mod frygten — blev stedet, hvor hans konkurrencementalitet vågnede. I træningen lykkedes det ikke, men i konkurrencen skete det uventede: Rasmus var bedst, når det gjaldt.
Resultater: 7. plads og 8. plads.
Königssee blev næste stop. En af verdens mest ikoniske baner. Her leverede han to stærke løb, som resulterede i to. Drømmen om Ungdoms-OL var nu mere end en drøm.
Ungdoms-OL – da virkeligheden rammer for første gang
I januar 2020 stod Rasmus i St. Moritz. Den eneste naturlige isbane i verden. En katedral inden for skeletonsporten. Han troede på, at han kunne præstere over evne. Når man kan blive nr. 6 I et kvalifikationsløb, så kan man også blive nr. 3 ved Ungdoms-OL: Men han måtte sande, at et Ungdoms-OL ikke var et kvalifikationsløb. Atleter han havde slået I alle kvalifikationsløb kørte pludselig fra ham, og han måtte tage til takke med en 9. plads.
Han begyndte at forstå at en skeletonslæde ikke bare var en slæde. Det er et stykke teknologi, som man skulle forstå sig på, og som I høj grad definerer ens muligheder. Og det samme galdt for mederne. Rasmus kunne se, at han ikke havde ligeså godt materiel som atleterne fra de store lande. Han vidste instinktivt, at det ville lægge endnu et lag på størrelsen af fremtidens udfordring. Og det store usagte spørgsmål var nu, om ham og hans familie ville kunne finde det rigtige svar til udfordringens størrelse.
Nannas drøm får ord
På turen sagde Nanna: “Jeg vil også køre skeleton. Og jeg vil til Ungdoms-OL i 2024.” Det var her, projektet ændrede karakter. Det blev begyndelsen på Skeleton Team Vestergård Johansen.
