Der er sæsoner, hvor man samler erfaring. Og så er der sæsoner, hvor erfaringen begynder at forpligte. 2023–2024 var sådan en sæson for Skeleton Team Vestergård Johansen.
For første gang stod både Rasmus og Nanna ved indgangen til en vinter, hvor forventningerne ikke længere kun kom indefra.
Nu kom de også udefra – fra forbund, samarbejdspartnere, sponsorer og fra sporten selv.
For Rasmus betød det debut i World Cup.
For Nanna betød det, at Ungdoms-OL ikke længere var en drøm, men et konkret resultatmål.
Og for dem begge betød det, at relationen mellem søskende nu også var tydelig i det internationale skeletonmiljø.
Rasmus – fra lærling til World Cup-atlet
Rasmus åbnede sæsonen med en 14. plads på banen i Yanqing. Men det gode resultat snød, for der var ikke et fuldt felt. Der var ingen eufori. Men der var optimisme.
Der var sendt et signal om, at han nu hørte hjemme i det felt, han længe havde arbejdet sig hen imod.
Sæsonens første World Cups blev kørt på baner, der hver især stillede ekstreme krav – teknisk, mentalt og fysisk.
Yanqing i Beijing var stadig en bane, der spøgte.
Det var her, han tidligere var blevet slået til plukfisk.
Men denne gang var tilgangen anderledes.
Han kørte ikke kun for at overleve. Han kørte for at bevise overfor sine nye trænere på World Cup teamet, at han ikke bare var seriøs og professionel. Han var også talentfuld.
Starttiderne var ikke i absolut top, men stabile.
Og i World Cup-sammenhæng er stabilitet en forudsætning for at overleve.
Efter syv World Cups lå sæsonens klimaks stadig foran ham.
Verdensmesterskabet.
VM blev kørt, før World Cup-finalen – og dermed blev sæsonens hierarki vendt på hovedet.
Her var ingen mulighed for at gemme sig.
Kun ét løb til at bevise, at han kunne være bedst når det gælder.
Og et felt fyldt med verdens bedste.
Rasmus’ målsætning var temmelig enkel:
At køre op til sit niveau på verdensranglisten – justeret for hvem der faktisk stillede til start.
Han leverede.
En 16. plads.
Fem pladser bedre end året før.
Et klart skridt fremad – ikke bare på resultatlisten, men i sportens interne hierarki.
Nu var han ikke længere den unge dansker, man var nysgerrig på.
Nu var han en World Cup-atlet, man regnede med og hvis vilje til at arbejde hårdt for sin udvikling var tydelig.
Nanna – vejen mod Ungdoms-OL
For Nanna var sæsonen præget af en helt anden dynamik.
Nok var hun stadig U18 atlet, og nok var hun stadig ny i sporten. Men hun var ikke længere nybegynder.
Efter en førsteplads i et af de kvalifikationsløbet på YOG-banen i PyeongChang året før stod det klart:
Ungdoms-OL var ikke bare en mulighed. Det var et resultatmål. Og man skulle regne med Nanna.
Men vejen dertil blev ikke lineær.
En skadesperiode i slutningen af november og hele december 2023 skabte tvivl.
Ikke om talentet.
Men om timingen.
Målet blev derfor ikke justeret. Det forblev TOP 6, som det mål, der var formuleret da hendes OL projekt begyndte 3 år før.
Det ville være et resultat, der både ville understrege hendes sportslige niveau og sende et klart signal til sponsorer, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark.
Sæsonens løb viste et komplekst billede.
Starttiderne svingede markant mellem gennemløbene. Hendes skade i låret, gjorde det umuligt at lave en prognose for Ungdoms-OL.
Noget var tydeligvis på spil – teknisk, mentalt eller fysisk.
Men netop her viste Nanna en kvalitet, som ikke kan aflæses direkte i resultatlisterne:
Evnen til at justere.
Evnen til at lære hurtigt.
Evnen til at blive i processen.
Ved Junior VM – hendes debut på dette niveau – var der ingen gratis point.
Kun et internationalt felt, hvor alle ville det samme.
Og så Ungdoms-OL.
To gennemløb.
Små marginaler.
En enkelt kørefejl.
- plads.
Blot 6/100 sekund fra bronze.
Det gjorde ondt.
På samme måde som det gjorde ondt for Rasmus året før, da han var 6/100 fra Junior VM-guld.
Men netop dér blev noget tydeligt:
Det her var ikke et tilfældigt gennembrud.
Det var et varsel.
Søskende – og holdkammerater
Nannas og Rasmus’ enestående relation var nu for alvor manifesteret i skeletonmiljøet også.
Ikke kun fordi de var søskende.
Men fordi de begge leverede på et niveau, hvor Danmark normalt ikke er repræsenteret.
De var ikke længere “de to danske atleter”.
De var et projekt.
Et fælles afsæt.
Et hold.
Sæsonen sluttede med flere spørgsmål end svar.
Men også med noget langt vigtigere:
Troen på, at vejen til OL ikke længere er en fjern vision.
Den er blevet konkret.
Målbar.
Og uomgængelig.
