Det begyndte ikke som et sportsligt eventyr. Det begyndte med en tur på en kælkebakke. En seksårig dreng, der styrtede ned ad sneen med kinderne røde af kulde og begejstring, rejste sig op, børstede sne af overtøjet og sagde det, som kun et barn kan sige det, med oprigtighed og uden skyggen af tvivl: “Jeg vil også være bobslædekører ligesom far. Hvornår må jeg starte?” Hans mor, Hanne, svarede med et kærligt, men velovervejet smil: “Når du er 16 år, Rasmus.” Hun var fuldstændig sikker på, at det ville han have glemt længe før. Men sådan gik det ikke.
To år senere står familien i Winterberg. Ikke som almindelige turister, men som gæster hos Bernhard og Astrid Lehmann, et par der i årevis havde været Toms reservefamilie under hans egne år i bobslædesporten. Det var ikke et almindeligt ægtepar, og det blev ikke en almindelig vinterferie. Bernhard Lehmann, olympisk guldvinder og en mand med et stort hjerte for unge talenter, levede efter filosofien: “En fremmed er blot en ven, du endnu ikke har mødt.” Astrid med sin varme, sit rolige nærvær og sin evne til at få alle til at føle sig hjemme, var fundamentet i et hus, hvor historier om iskanaler, fart og mod flød som hverdagsstof. For Rasmus var det som at træde ind i en verden, han ikke vidste, han længtes efter. Fascinationen fra kælkebakken begyndte at få form.
Den 15. december 2017 ligger en 15-årig Rasmus på en skeletonslæde for allerførste gang. Det er en vinterkold fredag aften, hvor luften bider, og banen er hård som glas. Første tur: vild, kold, sjov og overvældende. Ti-tolv ture senere: ren glæde og en spirende følelse af at have fundet noget, der passer til ham. Men han forstod også hurtigt, at skeleton ikke blot er en sport, men en livsform. Der skulle findes slæde, hjelm, pigsko og dragt. Der skulle planlægges rejser, forhandles overnatninger og skaffes penge. Der var regler, sikkerhed og logistik. Og et helt miljø at lære at kende. En 15-årig kan ikke løfte alt det alene. Men Rasmus var ikke alene. Han havde sine forældre. Han havde Bernhard. Han havde Astrid. Og han havde allerede lært noget fra atletikken: at talent kan bære langt, men fællesskab bærer længere.
På dette tidspunkt var Rasmus først og fremmest mangekampsatlet. En af Danmarks tre bedste i sin årgang. Han trænede som én, der ville nå toppen, for det ville han. Han havde i modsætning til mange andre jævnaldrende ikke kun konkurreret i Danmark, men også i Norge, Sverige, Tyskland og Belgien for at måle sig med de bedste. Han var ikke blevet den bedste. Det var hans ven og konkurrent, Nikolaj Grønbech, der sad på den danske mangekampstrone. Men Rasmus havde opnået noget, han bar med sig som en stille stolthed: en udtagelse til de nordiske U20-mesterskaber i 110 meter hækkeløb. Hans debut i rødt og hvidt. Den oplevelse plantede en sandhed i ham. At målrettethed, også når man ikke er nummer ét, kan føre et ungt menneske længere, end man selv troede muligt.
Årets sidste skeletontur går til Lillehammer, den olympiske bane fra 1994, den samme bane som hans far har så mange gode minder fra. Men mødet med den smukt beliggende bane ved Hunderfossen bliver brutalt. Igen og igen banker Rasmus sin venstre skulder og overarm ind i venstre bande efter udkørslen af kurve 13. Slagene koster energi og tærer på den mentale styrke. Tvivlen presser sig på. Skulle han det her? Var det prisen? At lade sig slå til plukfisk, mens slæden rystede under ham? Tanken om et skifte til bobslæde trænger sig for alvor på. Beskyttelsen. Komforten. Logikken. “Hvis jeg skal til Ungdoms-OL,” tænkte han, “må det blive i bobslæde. Det giver mere mening.”
