Efter de mange møder med banden i udgangen af kurve 13 i Lillehammer sæsonen før var Rasmus blevet i tvivl. Hver tur havde sat sine spor, ikke kun på hjelmen og slæden, men i hans mod. Skulle han virkelig fortsætte? Var det her prisen? At lade sig slå til plukfisk af is og centrifugalkraft? I hans 14-årige hoved virkede bobslæde pludselig som en mere logisk vej. Der sad man inde i noget. Man ramte ikke isen direkte. Man kunne gemme sig en smule fra smerten. Hvis han skulle til Ungdoms-OL, måtte det måske blive i bobslæde.

Men Bernhard Lehmann gav ikke op. Han havde set noget i Rasmus, noget råt og kompromisløst, som kunne blive til talent. Han kendte mangekæmperens natur. Den, der ikke stopper, bare fordi noget gør ondt. Henover sommeren talte Bernhard selvtilliden tilbage i ham. Til sidst sagde han: “Du har noget særligt. Giv det en chance.” Og Rasmus gav skeleton en chance mere.

Sommeren og efteråret 2018 blev begyndelsen på det egentlige arbejde. På dette tidspunkt var Rasmus stadig først og fremmest mangekampsatlet. En af de tre bedste i Danmark i sin årgang, disciplineret, arbejdsom og vant til at træne målrettet. I modsætning til mange andre jævnaldrende atleter havde han ikke kun konkurreret i Danmark, men også i Sverige, Tyskland og Belgien for at udvikle sig. Han vidste, hvad det betød at tage imod hjælp. Han havde mærket, hvordan støtte kunne flytte én. Og han havde set, hvordan det hårde arbejde gav ham hans første store milepæl: en udtagelse til at repræsentere Danmark i 110 meter hæk ved de nordiske U20-mesterskaber.

Det var ikke sikkert, at han nogensinde ville blive nummer ét i mangekamp. Den plads havde hans ven Nikolaj Grønbech. Men han vidste nu, at målrettethed kunne bære ham langt. Og nu kastede han alt det ind i skeleton. Han begyndte at forstå sporten: bevægelserne på isen, timingen, linjerne, hvordan kroppen skulle samarbejde med slæden. Han lyttede til Bernhard, tog imod hjælp fra sine forældre og lærte fra de tyske trænere. Han vidste, at ingen bliver god alene.

I december 2017 havde han kørt sine første ture i Winterberg. Det havde været sjovt, vildt og grænseoverskridende, og allerede efter de første ti-tolv ture glædede han sig til næste gang. Nu, i februar 2019, stod han klar til sin første rigtige internationale konkurrence: OMEGA Youth Series i St. Moritz. Ingen forventninger, ingen erfaring. Bare et ønske om at prøve. Han kørte sig ind på en 7. plads ud af 16, lige efter tyskeren Lukas David Nydegger, en atlet der senere skulle blive en af sportens mest talentfulde unge. Afstanden mellem dem var 6,32 sekunder efter to gennemløb. I skeleton er det en verden til forskel. Og selvom det var hans debut, og han egentlig ikke burde have forventninger, var han alligevel skuffet. For i skeletonsporten hylder man top 6, det såkaldte udvidede podie. Han var kun 0,3 sekunder fra. Det sved. Ikke fordi han tabte, men fordi han vidste, hvordan det føles at stå på et podie. Det havde han gjort i atletikken mange gange. Og der ville han hen igen.

Ugen efter skulle han køre igen. Denne gang var hverken Lukas David Nydegger eller Timm Beiwinkler til start. Til gengæld stillede Rusland, Schweiz, Østrig og USA med stærke atleter. Efter første gennemløb lå Rasmus nummer fem, men i andet løftede han niveauet markant. Da isstøvet havde lagt sig, stod han som nummer to. Hans første internationale medalje. En sølvmedalje, der var lige dele overraskende og formende. Og det var her, et nyt mantra begyndte at tage form: “Jeg vil ikke bare være god. Jeg vil være rigtig god, og jeg skal nok finde vejen.”