24 december, 2025

VEJEN TIL OL – Kapitel 8 Sæsonen 2024–2025 – Når forventninger ændrer karakter

Sæsonen 2024–2025 begyndte ikke med drømme. Den begyndte med forventninger.

For Rasmus var det første gang, han stod foran en fuld World Cup-sæson med otte afdelinger foran sig. Ikke som talent. Ikke som joker. Men som atlet, der allerede var blevet målt og vejet – og nu skulle levere over tid.
For Nanna var det den første sæson, hvor kalenderen rummede både Europacup, World Cup og Junior VM. Ikke som et eksperiment, men som et bevidst skridt ind i en mere kompleks hverdag.

Rasmus åbnede sæsonen på den olympiske bane fra 2018 i PyeongChang. To løb. To resultater, der satte tonen: en 4. plads og en 8. plads.
Vejret spillede en rolle. Iskvaliteten ændrede sig markant mellem gennemløbene, og Rasmus ramte perfekte forhold i sine andet gennemløb begge dage. Det hjalp. Men resultaterne stod fast. For første gang var han ikke bare tæt på top 10. Han var inde i den.

Ugen efter i Yanqing blev han nr. 11. Ikke spektakulært, men vigtigt. Endnu en bekræftelse på, at niveauet var flyttet.

Nanna åbnede sin konkurrencesæson i PyeongChang med Asia Cup som forberedelse til sin allerførste World Cup. Hun startede i allersidste startgruppe og havde ingen chance for et topresultat. Men allerede ugen efter i World Cup’en havde hun fundet den gode linje. Placeringerne som nr. 30 og 31 fortalte ikke hele historien, men for første gang føltes det, som om hun var med.

Tilbage i Europa fulgte to forskellige bevægelser. Rasmus kørte solide, men for ham utilfredsstillende resultater i Altenberg og Sigulda. Hans tanker kredsede nu om at blive fast mand i top 10.
Nanna kørte Europacup i Winterberg, Lillehammer og Bludenz. Hun fandt sit første gennembrud med top 10-placeringer og fik det maksimale ud af første sæsonhalvdel.

Efter nytår gentog Rasmus samme fejl i St. Moritz som året før. Resultatet – en 17. plads – ramte hårdt. Og timingen var brutal, for ugen efter ventede Junior VM. Hans sidste. Hans sidste chance for U23-guld.

Ved Junior VM samlede alt sig. Familien var på tribunen. Presset var større end før. Rasmus kørte to af sit livs bedste løb og tabte guldet med blot 18/100 sekund efter 3,4 km skeletonkørsel. Brutalt. Men også en præstation hele skeletonverdenen noterede sig.

Mixed Team-bronzen sammen med Nanna blev et øjeblik, der ændrede noget fundamentalt. Det var mere end et resultat. Det var et fælles aftryk.

For Nanna blev Junior VM også et vendepunkt. En 9. plads samlet og en 5. plads i U20-kategorien gav hende igen kontakt til fornemmelsen af sit eget talent.

Tilbage i World Cup’en kæmpede hun med placeringer i den tunge ende af feltet, men svaret kom i Sigulda, hvor hun vandt sin første internationale mesterskabsmedalje: U20 EM-bronze. Et svar på tvivlen.

Sæsonen sluttede med Nannas bedste World Cup-resultat som nr. 27 og en 8. plads i sæsonens sidste Europacup. Hun sluttede som nr. 38 på IBSF-ranking og nr. 22 på Olympic Ranking.

Rasmus sluttede World Cup-sæsonen som nr. 11 på IBSF-ranking – et markant skridt frem fra året før. Ved VM i Lake Placid viste han i enkelte heats, at top 10 var muligt, men samlet blev det til en 16. plads. Skuffende – fordi forventningerne nu var et andet sted.

Eliteidræt ændrer perspektiv.
Og sæsonen 2024–2025 var ikke et punktum.
Den var en forskydning.
Tættere på toppen.
Tættere på det, der venter forude.